Fair Play
Spil fair – tab med værdighed!
Følg reglerne – det gør spillet sjovere!
Vis respekt – det smitter!
Gode råd til forældre om børns trivsel
Som forælder er du betydningsfuld for dit barns tennisoplevelser, så barnet trives og det bliver ved med at være sjovt at spille tennis.
Dit barn har brug for hjælp, støtte og opbakning i form af et trygt og sundt trænings- og konkurrencemiljø, hvor der er en god og afslappet stemning. Det er vigtigt med et balanceret og positivt forhold til tennis samt fokus på lysten til at videreudvikle sig.
10 gode råd fra Dansk Tennis Forbund
- Lær dit barn at yde sit bedste – også når der er modgang.
- Giv dit barn realistiske udfordringer – det giver selvtillid og spillelyst.
- Engagér dig i dit barns tennis – dit barn sætter pris på det.
- Forhold dig i ro uden for banen – lad børnene spille.
- Respektér turneringslederens anvisninger – vær positiv og støttende.
- Accepter dommerens beslutninger – se på dommeren som en vejleder.
- Skab en god stemning ved kampene – vis respekt for modstanderen.
- Spørg om kampen var spændende og sjov – ikke kun om resultatet.
- Bak op om klubbens arbejde – din indsats bliver værdsat.
- Husk på, at det er dit barn, der spiller tennis – ikke dig!
Fair Play ved kampe, stævner og turneringer
Når du spiller med i holdkampe, stævner eller turneringer, anbefaler vi, at du forholder dig til kampene på følgende måde:
- Forbered dig så godt så muligt med opvarmning udenfor banen og indslåning (hvis muligt).
- Gør altid dit bedste uanset modstander. Kæmp til det sidste – kampen er ikke slut, førend den sidste bold er spillet. Det forventes i sport.
- Spil med i turneringer, fordi du har lyst og ønsker at blive bedre – ikke for ranglisten og pointenes skyld.
- Ros modstanderen ved godt spil, kæmp for det og spil med glæde.
- Udvis fair play og gå altid efter bolden. Sæt dig ind i reglerne. Vis respekt overfor konkurrenter, dommere, trænere, holdkammerater og tilskuere. Lad være med at diskutere "dommerkendelser" (føler du dig flere gange bortdømt, så brug referee). Vis god opførsel og smid ikke med din ketsjer.




