Juniortræningens struktur

I ATK tilbyder vi træning til alle juniorerer mellem 6-18 år. Vi tager løbende juniorer ind på træningen, så længe vi har den fornødne trænerkapacitet og der er frie pladser. Du skal være medlem og betale kontingent for at kunne tilmelde dig og deltage på træningen.

ATK har et erfarent trænerteam, der samarbejder om at skabe bedst mulige rammer for spillerens sociale og tennisfaglige udvikling. I ATK har vi et "drop in" træningskoncept, hvor juniortræningen fungerer som åbne hold. Spillerne kan indenfor de angivne tidspunkter deltage på træningen fleksibelt uge til uge de dage, hvor det passer dem bedst. De åbne hold betyder, at du let kan tilpasse din tennistræning til din foranderlige hverdag og du kommer til at møde og træne med mange forskellige tenniskammerater. Læs mere om træningstidspunkter m.v. under træningen vinter/træningen sommer.

 

For at fastholde kvalitet og kontinuitet i træningen inddeles spillerne i grupper efter spillernes umiddelbare niveau, sociale interesse og motivationsmæssige udgangspunkt. Træningsaktiviteterne bliver tilrettelagt efter Dansk Tennis Forbunds aldersrelaterende træningskoncept, hvor boldtype og bane tilpasses spillernes alder og niveau, der er med til at sikre en nem introduktion til tennis og en progressiv udvikling, der gør det nemmere at komme i gang med at spille kampe.

 

Vi vægter at spillerne indgår i en positiv social atmosfære, samtidig med at alle spillere uanset niveau har gode træningsmuligheder for at udvikle sin tennis. Vi rummer både spillere, der mest ønsker at have det sjovt og hygge sig med tennis, samt ambitiøse turneringssspillere, der vil mere med deres tennis.

 

Træningskategorier

Alle begyndere starter som enten minitennis- eller klubtennis spiller, afhængigt af spillerens alder når man begynder. Nogle juniorer er ekstra engagerede, træner disciplineret og deltager selvstændigt i kampe, stævner og turneringer. De udgør, det som vi kalder for holdspiller og turneringsgruppen. Her lidt info om, hvad de forskellige spillerkategorier betyder og hvordan det går for sig:

Minitennisspillere

Minitennisspillere er begyndere, letøvede og øvede spillere mellem ca. 6-10 år. Vi træner med røde, orange og skumbolde. Vi leger med forskellige tilgange og bolde. Det er en levende, aktiv og bevægelses/koordinationsmæssig indgang til tennis. Holdenes sene træningstider tager så vidt muligt hensyn til, at børnene skal følges af deres forældre. Du kan træne minitennis to gange om ugen.

Efter miniholdene, kan det være tid for at komme videre på klubspiller eller holdspiller-træningen, hvor du begynder at spille med den almindelige gule tennisbold. Det taler I med træneren om, eller træneren foreslår det for jer.

Klubspillere

Klubspillere er begyndere, letøvede og øvede spillere mellem 10-18 år. Som klubspiller kan du gå til træning én, to eller tre gange om ugen efter eget ønske. Du lærer her de grundlæggende tennis færdigheder – noget om slagene og om selve spillet. I tennis er der masser af teknik, bevægelsesmotorik og spilforståelse at tage fat på. Du spiller tennis for at lære spillet, slå til bolden, du kan lide træningsfællesskabet, motionen og at have det sjovt med din tennis. Klubaktiviteter som "Vild med kamp", "Familie-tennis", at spille selv med en kammerat og vores sommercamps kan evt. være noget for dig.

Som øvet klubspillere kan du også være på vej til at blive holdspiller, hvis det viser sig at være noget for dig. Engagerede klubspillere inviteres ofte af træneren til at fortsætte ind den efterfølgende time, hvor holdspillerene træner. Dette for at imødekomme spillerens interesse for at dygtiggøre sig og muliggøre en mere fokuseret tilgang til sin udvikling, samtidigt med at du lære flere tenniskammerater bedre at kende.

Holdspiller- og turneringsgruppen

Hold- og turneringsgruppen udgør de motiverede juniorerer, som spiller holdkampe og turneringer. Man træner typisk fra to til fire gange om ugen, suppleret af selvtræning. Under træningen er ekstra engagement og koncentration påkrævet - som spiller er man interesseret i dygtiggørelse, fællesskab, konkurrence og perfektion af spillet. Til holdkampe er der i ATK er der princip om, at vi bruger alle de spillere på holdet, som kan spille de enkelte kampe, og at folk skiftes til at spille singler og doubler. Holdene til juniorholdturneringen er sociale, dvs. alle spillere skal være og føle sig som en del af holdet.

Træningen foregår som slagøvelser, kampspil og turneringstræning. Vi arbejder fokuseret med højere intensitet og disciplin, men hvor leg og eksperimentering med bold fortsat tillægges stor værdi. Vi tror på at spillerne løfter hinanden i flok og derfor er et stærkt fællesskab, hvor spillerne trives og kan træne med hinanden på tværs af alder, køn og niveau særlig vigtigt. Derudover er der indlagt tennisrelevant fysisktræning under opvarmning og træningsaktiviteterne samt uden for banen. Spillere skoles med en selvdisciplin, der styrker den individuelles selvforvaltning udenfor og på banen, til både kamp og træning.

Tag en snak med træneren, hvis du har lyst til at spille holdkampe og turneringer, så vi kan hjælpe dig med at komme ind på det rigtige niveau.