Juniortræningen sommer 2023
Juniortræningen for sommer sæsonen 2023 foregår fra mandag d. 24. april – fredag d. 15. september. Klub- og holdspiller træningen finder sted på Genforeningspladsens nordlige side (siden mod Borups Allé) bane 1-4. Minitennistræning er i vores hal på Borups Allé 273.
Der er træningspause i sommerferieperioden (uge 26, 27, 28, 29, 30, 31 og 32) og på helligdage: torsdag d. 18/5 (Kristi himmelfartsdag) og mandag 5/6 (Grundlovsdag).
I sommerferieperioden arrangeres der sommercamps, som du kan læse mere om her: Sommercamps
I ATK tilbyder vi træning for alle juniorer mellem 5 og 18 år. Vi tager løbende juniorer ind på træningen, så længe vi har den fornødne trænerkapacitet og der er plads. Du skal være medlem og betale kontingent for at kunne tilmelde dig og deltage på træningen. Vi forventer at man er undervisningsparat og følger trænerens instrukser.
Træningen varetages af ATK’s trænerkollegium ledet af cheftræner Jens Seibæk og daglig leder/træner Nikolaj Gülstorff, der samarbejder om at skabe bedst mulige rammer for spillerens sociale og tennisfaglige udvikling. Træningen fungerer som åbne hold, hvor spillerne kan deltage fleksibelt fra uge til uge inden for de angivne tidspunkter, de dage, hvor det passer dem bedst. Hvis du ikke tidligere har spillet tennis i ATK, er du velkommen til at komme og prøvetræne 1-2 gange gratis, (vi har ketsjere, som du kan låne), inden du skal afgøre, om du skal være medlem af klubben.
For at fastholde kvalitet og kontinuitet i træningen, inddeles spillerne i grupper efter deres umiddelbare niveau og sociale interesse, samt motivationsmæssige udgangspunkt. Hvis du er i tvivl om, hvilket hold der passer til dig, så kontakt venligst trænergruppen på junior@atk-tennis.dk for uddybning eller aftale om at mødes under træningen. Se fordelingen af hold og tider i nedenstående beskrivelser:
Bemærk at det er valgfrit hvilken dag eller hvilke dage man deltager på træningen i løbet af ugen!
Træningshold- og tidspunkter
Der er fællesopvarmning på banen for alle hold mellem 15:00-15:10. Spillere, der først træner fra kl 16:00 skal selvstændigt sørge for at varme op minimum 10 minutter før de går på banen. Er man i tvivl om, hvilke opvarmningsøvelser man kan gennemføre, kan man følge det opsatte program eller spørge en kammerat.
Minitennis begyndere 6-10 år
Typisk for begyndere og letøvede mellem 6-10 år. Træningen ligger lidt sent, så far og mor bedre kan nå at følge med. Træningen foregår som boldkoordination, grundlæggende teknik og slagøvelser samt små spil og lege med bold. Der trænes med røde, orange og skumbolde på en tilpasset bane efter DTF's play&stay træningskoncept.
Der er minitennis træning for begyndere, letøvede og øvede tirsdage og torsdage kl. 17.15-18.15.
Onsdage er der "vild med kamp" tematræning mellem 17:15-18:15 for letøvede og øvede minitennis spillere, hvor vi spiller en masse skumtennis kampe. Vi træner i hallen på Borups Allé 273.
Klubspiller begynder
Typisk for spillere over 10 år. Vi opbygger kendskab til de grundlæggende slag stille og roligt op fra bunden gennem øvelser, spil og leg med soft-tennis. Der trænes med grønne og almindelige gule bolde.
Der er træning for begyndere alle hverdage 15:00-16:00 samt mandage og torsdage fra 16:00-17:00.
Klubspiller letøvet/øvet
Typisk for spillere over 11 år som er selvtransporterende til træning. Træningen foregår som teknik- og slagøvelser samt tennislege og kampspil.
Der er træning for klubspillere alle hverdage 15:00-16:00 samt mandage og torsdage fra 16:00-17:00.
Letøvede og øvede motiverede klubspillere, der udviser positiv engagement overfor træningen og er interesseret i mere tennis, har tirsdage, onsdage og fredage mulighed for at blive inviteret af træneren til at spille videre i den efterfølgende time, såfremt der er banekapacitet til det.
Tag en snak med træneren, hvis du har lyst til at spille holdkampe og turneringer, så vi kan hjælpe dig med at komme ind på det rigtige niveau.
Hold- og turneringsspillere
Typisk for spillere over 12 år, som deltager jævnligt i turneringer og holdkampe. Træningen foregår som tekniske slagøvelser og kampspil, der bygger videre på og udvikler den individuelle spillers slag-værktøjskasse. Træningen er suppleret med tennisrelevant fysisk træning.
Der er træning for hold- og turneringsspillere mandage, tirsdage, onsdage, torsdage og fredage mellem 15:00-17:00. Man vælger selv om man vil spille én eller to timer.
Ungsenior
Typisk over 14 år. Erfarne turnerings- og holdspillere, der deltager jævnligt i turneringer, på seniortræning og spiller seniorholdkampe. Træningen har et større fokus på at opnå kontinuitet og teknisk perfektion hos de enkelte spillere, samt øget opmærksomhed på strategi og spilvariation. I træningen er der indlagt tennisrelevant fysisktræning som b.la eksplosivet, hurtighed, balance og koordination.
Udover seniortræning er der træning for ungseniorer tirsdage, onsdage og fredage 16:00-18:00 samt mulighed for morgentræning.
Tilmelding
Tilmeld dig på ATKs hjemmeside via reservationssystemet eller benyt dig af nedenstående links. Log ind med medlemsnummer og pinkode og betal det valgte træningsgebyr under "sæsonhold". Tilmeldingen er bindende for hele vintersæsonen.
Husk, man skal være medlem af ATK for at kunne modtage træning. Hvis du ikke allerede er medlem af ATK kan du ansøge om juniormedlemskab via formularen her på hjemmesiden.